Hvis man nu kunne standse tiden og starte ferien forfra, så ville jeg gøre det hele én gang til.
Jeg ville med glæde tage imod vores 44 gæster. Fire-og-fyrre. Fireogfyrre søde og dejlige mennesker (+ 2 hunde) som blev lige så begejstrede for skønne Aarsdale Strandhus som 0s.
Og svare på de spørgsmål jeg stillede før ferien:
Hvad skal vi lave? Så lidt som muligt. Primært holde matrikel ferie. Hænge ud i hyggelige Aarsdale. Med bittesmå afstikkere som primært inkluderer badning eller noget at spise og drikke.
Hvor skal vi bade? Fra havnen, klipperne og stranden i Aarsdale. Og ved de gode gamle kendinge: Hullehavn, den ikke længere så hemmelige Høl Strand, Balka, Hasle havnebad, havnen i Svaneke og mere Aarsdale.
Hvem skal vi skåle med? De utroligt mange dejlige gæster. Som i glade og veltilpasse gæster. Vi fik skålet i rigelige mængder på terrasserne, ved bålet og på Mikkeller.
Hvor mange is skal vi spise? Faktisk fik vi slet, slet ikke spist nok is. Det blev primært til sølle is fra fryseren, en enkelt vaffelis i Nexø og en virkelig god is på skønne Kalas.
Hvor mange kilometre skal vi gå langs kysten? Heller ikke helt nok. Det blev til strækningen fra Halle klipperne ved Nexø til Listed i tre omgange. Smukke og hyggelige ture som absolut skal gentages.
Hvilken øl på Mikkeller i Aarsdale er mon den bedste? IPA nr. 3. Måske også West Coast IPA. Og kunne egentlig også godt lide den alkoholfrie med citrus.
Hvor mange fiskefrikadeller fra Aarsdale Silderøgeri er for mange? Formoder vi sammen med vore gæster har spist de første 60 dejlige deller. De er seriøst gode.
Vel hjemme tæller vi dagene til vi igen kan tilbringe dage i Aarsdale. Denne første sommer i Aarsdale Strandhus har været overvældende vidunderlig. Og vi er lykkelige helt ind i knoglerne for vores lille paradis.
